gemmested

[Chester Freeman]

Chester smilte stadig ikke. Han havde ikke fortrukket sig en mine ligesiden han var kommet ind - nok mest fordi, at han tog musikken så alvorligt. Men nu hvor han tænkte over det, gjorde han det faktisk også selvom det handlede om noget andet. Det var vel bare hans hårde facade, som havde formet sig op igennem hans fortid.
Han startede med nogle enkelte toner inden han faldt hen i sang.

"I've lied to you
The same way that I always do
This is the last smile
That I'll fake for the sake of being with you

The sacrifice of hiding in a lie
The sacrifice is never knowing

Why I never walked away
Why I played myself this way
Now I see you're testing me pushes me away
Why I never walked away
Why I played myself this way
Now I see your testing me pushes me away."

Han sluttede kort og så kort ned i sine noder hvorefter han rettede nogle få steder, som han mente kunne lyde bedre. Det var som om, at da han spillede havde han været alene; som om, at Koneko slet ikke var til stede. Selvom facaden viste dette var han godt klar over, at hun sad og lyttede, men musikken havde bare taget overhånd overfor ham.

(( Sangen - youtube.com/watch?v=Z15eVJ9ESZA ))

[koneko sei]

Koneko sider stille og lytter til ham, hun har det at når hun hører musik, lukker hun sine øjne og flyver væk, til hvor hendes tanker bringer hende i den musik. Da han er færdig åbner Koneko sine øjne og sider lidt uden at sige noget så siger hun med en stille stemme." wauw." Hun holder en pause, før hun smiler til ham." du er virkelig virkelig god, det ved du nok godt," Hun griner lidt genert, hun synes han sang og spillede utroligt. " men det er noget at det bedste jeg har hørt." HUn ser ned i klaveret, og siger kun sandheden, hvilket man kan mærke på hende, hun er ikke en pige der lyver.

[Chester Freeman]

Først nu var der at skimte et kort svagt smil bag hans ellers så intetsigende ansigt. Han lagde noderne og teksten tilbage i sin mappe, mens han roligt sagde til hende: "Nej, faktisk har jeg ikke hørt det så tit. Jeg har ikke rigtig fået chancen for at fremvise min musik for alle." han smilte roligt ned til hende, da han imellemtiden havde rejst sig for at pakke resten af mappen sammen, "Men hvis du går efter berømmelse så kan du jo allerede starte nu. Din stemme er jo formidabel og jeg vil væde med, at mandlgie producere ville takke ja for det tilbud at arbejde med dig."

[koneko sei]

Hun rødmer men ryster på hovedet. " for mig er det en hobby, jeg vil ikke være sanger, jeg nyder bare at synge, egner mig ikke til sådan noget konkurrence og sådan. Jeg vil være sygeplejeske, og hjælpe folk der har brug for det, gøre noget for folk." Hun ser genert ned og spiller en lille skalla. " Men jeg er rimelig sikker på at du vil kunne, du virker som en fyr der er skabt til berømmelse." Hun piller lidt ved en grå fletning, før hun ser på ham og smiler lidt til ham, før hun ser ned igen. " Desuden ville jeg dø hvis jeg skulle optræde, tæppet ville gå op og bag efter ville jeg ligge der besvimet på gulvet." Hun rødmer, men griner lidt over tanken om at hun selv ville gøre det.

[Chester Freeman]

Han havde stadig det korte skæve og svage smil, som hun havde fået ham malet på. Han klappede mappen samme, da han havde pakket teksterne helt sammen, og tog så derefter hænderne i lommerne, mens han blev stående.
"Nu er du jo heller ikke så arrogant og egoistisk som jeg er." grinte han og så så ned på klaveret. Han virkede tænkende, men alligevel så intetsigende. Folk ville tro, at som han stod der, at han måske bare var en eller anden følelses løs gut, der rodede sig for meget ind i ting, som han ikke skulle gøre. Men nu var sagen den, at Chester jo selv havde oplevet hvordan det var præcis at være fyren, der så sådan ud. Han havde dog smidt det over skulderene - facaden havde bare ikke fløjet med.
"Men jeg har også noget at skrive om; inspiration by myself." sagde han så og satte sig ved hendes side igen.

[koneko sei]

KOneko smiler til ham og ser ned. Hun trækker på skuldrene. " alle de store kunstrere var arragonte og egoistiske, måske ikke meget, men det kan være godt en gang imellem." Hun ser ned i klaveret og spiller lidt flere noder. Før hun smiler forsigtigt til ham igen og trækker på skuldrene. " jeg skriver også tit om min egen erfaring, folk har det med at tro ting om mig som ikke er sandt, de mener at jeg bare er en lille mus, at jeg er en lille porcelæns ting, selvom der er mere i mig, et sted tror jeg nok." HUn fniser forsigtigt, tydeligt ikke sikker på hvad hun nu skal sige, og sider så bare stille og ser ned i klaveret.

[Chester Freeman]

Han nikkede kort, som havde han forstået det. Han så på hendes klaver spil og opdagede, at hun havde gode evner i det. Ham selv havde han lidt svært ved klaver, men efter flere års øvelser kunne han nu det, som var nyttigt for at skrive nye sange.
"Det er derfor jeg elsker musikken. Teksten er min personlighed mere end nogen anden vil komme til og se mig som," afsluttede han og så så på Koneko. Da han så, at hun var stoppet lagde klar til at lave en lille kort melodi. Den var sørgmodig - præcis som den sang, han havde spillet for hende.

[koneko sei]

HUn smiler lidt og kigger på ham " det er modigt at ville blive musikker, man skal holde en masse ud, og man skal virkeligt turde give sig selv helt, jeg ville ikke turde, men det er godt at nogen tør, så er der også det hvis man virkelig blive en stor stjerne, er da alle fansne, det ville jeg også havde et problem med, men du virker som en der kan klare det meste." HUn smiler lidt og lytter til hans sang, før hun tager sin røde bog og slår igennem, mens hun tænker sig om, efter noget at sige.

[Chester Freeman]

Han standser sit spil, men holder stadig blikket rettet mod tangenterne. Han havde tænkt en del over det og for ham var han ligeglad med berømmelse, penge og fans.
"Jeg ønsker blot at mit musik kommer ud til andre," siger han og bliver ved med at stirre på klaveret, "Desuden har jeg prøvet noget, der er en del sværere end berømmelse og fans, vil jeg tro." Han rejser sig fra klaveret og Koneko og går hen imod vinduet, mens han har hænderne i lommerne.

[koneko sei]

Koneko ser op imod ham og smiler så lidt " ja det er vel også noget godt, sådan at få et budskab ud, det ville jeg aldrig rigtigt turde min musik er vist noget privat." Hun vipper med sine ben, før hun smiler til ham igen. " måske, jeg tror der er mange mennesker rundt omkring der har har haft det hårdt, nogle mere end andre." Hun ser imod ham igen, før hun så ser ned i klaveret.

[Chester Freeman]

"Alt det jeg skriver hører til mit privatliv," understregede han og vendte sig mod hende. Han så på hende, med det selvsamme intetsigende udtryk, som han altid havde. Ikke underligt, at de fleste så ham som en, der var en badass. Selvom han brugte briller var han alligevel barsk og se på. Hans hænder hvilede stadig i hans lommer, og man kunne tydeligt se tattoveringerne op ad hans arme. Flamer.
"Jeg har allerede søgt arbejde i flere barer rundt omkring i byen hvis jeg skal spille en aften. Jeg har bare ikke fået svar fra dem endnu."

[koneko sei]

Koneko pakker sien ting sammen og rejser sig. " jeg må nok hellere gå har lidt lektier jeg skal lave." Hun ser imod døren, før hun så ser på ham og smiler til ham. " håber det lykkes det med baren, og med at blive en stjerne, hvis du gør, kan jeg altid være glad for at havde gået i skole med en der blev noget stort." HUn vender sig om og går ud af døren, hun har det faktisk lidt bedre end da hun kom derind.

//out//

[Chester Freeman]

Han så efter hende og nikkede kort som tak. Det var fint nok, at hun gik. Han kunne også bedre koncentere sig, når der kun var ham til stede. Han gik hen og satte sig ved klaveret igen, da hun var gået helt væk og prøvede så at lave nogle tekster.