Kunst i parken

[koneko sei]

Det er tidligt om morgenen, solen er lige stået op, koneko kunne ikke sove så hun er gået ud i parken. Det er en smule køligt og duggen ligger over det hele, koneko smiler stille over alt den skønhed og sætter sig ned på en bænk. Hun finder sin tegne blok frem, den hun bare bruger til skitse, og begynder at tegne et af de små træer overhængt med små dug dråber der skinner i solen, det er svært. Men når der ikke er nogle til at forstyre har hun tid nok.

[Admin]

Dwight gik bare rundt i parken og var helt bleg næsten. han havde bare noget slappe af tøj. jogging bukser og en t-shirt. han havde tømmermænd så derfor var han ikke lige i humør til at være sammen med vennerne. han fik hurtigt øje på koneko og så bare hen på hende undrende og vidste faktisk ikke helt hvad det var hun lavede.

[koneko sei]

Koneko sidder forsat og tegner, hun ligner ikke de typiske personer her på skolen, hendes tøj er gammeldags og meget meget neutralt, hun ligner en af dem der altid falder i et med væggen, en af dem der aldrig siger noget men bare sidder og kigger ned i bordet. Koneko forsætter med at tegne, hun har snart gjort det i mange mange år altså tegnet, og elsker det.

[Admin]

Dwight sukkede lidt af hans hovedpine hvorefter han gik hen og satte sig på en bænk nær koneko. "Hvad laver du .." spurgte han hende med en lidt træt stemme.

[koneko sei]

Koneko ser hurtigt op og så på den anden dreng * Hvorfor er han oppe så sent* Hun lukker hurtigt sin blok i, og siger lidt stille " Ikke rigtigt noget" Mens hun lægger sin blok ned i hendes skød, hun bryder sig ikke om at folk ser hendes tegninger, så hun betragter ham bare lidt i smug.

[Admin]

Dwight bemærkede næsten ikke at hun sagde noget "aha.." sagde han ligeglad uden at have hørt efter. han så op på himlen hvorefter han lagde en hånd på sin pande og sukkede.

[koneko sei]

Koneko ser på ham og børste lidt sin nederdel af, og ser så på ham igen. * Han må havde tømremænd, jeg skal nok ikke sige noget* Hun ser ud imod det træ hun tegnede, og lægger hovedet på skrå, mens hun tænker over hvordan hun skal tegne det.

[treholt]

onicami vandre stille gemmen parken mens han kigger på blomsterne og på skolen *det er så her man skal tilbringe tiden*

[Admin]

Dwight lukkede sine øjne da det gjorde ondt at have øjnene åbne. det gav ham bare mere hovedpine. han lod sig selv være helt afslappet og var faktisk lige ved at sove men holdte sig vågen.

[koneko sei]

Koneko ser diskret imod den næsten sovende dreng, hun rejser sig stille for ikke at forstyrre, og begynder at gå lidt væk. Hun får øje på en anden dreng der går, mens hun holder sin blok ind til sig, da de går forbi hinanden slår hun genert blikket ned uden at sige noget.

[Admin]

Dwight så hen på pigen igen og grinte lidt men stoppede hurtigt da det gav ham mere hovedpine "Pigen har jo ingen arfaring.." mumlede han for sig selv da han så hvor genert og lille hun var i forhold til andre. hun var jo næsten mere usynlig end man kunne blive.

[koneko sei]

Koneko forsætter afsted, før hun stopper og ser op imod skolen. * hmm ville gøre et smukt billed, mon man kunne sætte lidt liv på det, tegne elever, solen der skinner, glæde. De ting man tit forbinder college med, men vist uden grund* Hun stod i sine egne tanker, hun vidste de fleste regnede hende for en lille forsigtigt mus, og måske var hun det.

[Admin]

Dwight rejste sig op med lidt besvær og begyndte at gå hen imod Koneko imens han ikke helt havde vågnet inu. så han blinkede lidt med øjnene og rystede på hvoedet for at komme til sig selv.

[koneko sei]

Koneko står bare og kigger op, før hun kigger på ham drengen, men kigger så væk igen, hun overvejer at give ham et råd, men vælger at lade være. * Han har sikkert prøvet tømremænd før, og ved udemærkedet de bedste kure på tømremænd, dem du fandt i bogen lille mus* Hun smiler for sig selv, over sit eget valgte kælenavn, for det er jo sådan de fleste ser hende, så hvorfor ikke lave det til et kælenavn?

[Admin]

Dwight gik hen til Koneko med stille og lidt svingrende skridt hvorefter han gav hende hånden "Dwight stifler." han så afventende på hende og prøvede at få et smil frem. men det gjorde ondt i hans hoved så han lod hver.