Man leder og leder, men kan intet finde

[koneko sei]

Koneko går hen af gangen, og ser sig irriteret om. * Hvor kan det være* Hun leder efter en af hendes nyeste sange, som smuttede fra hende, hun er så vred over sig selv, tænk hvis nogen finder den, det ville være forfærdeligt. Hun bliver helt bleg bare ved tanken, de fleste er ude og lave sjov, da det er om aftenen, fredag, men Koneko leder forsat efter det dumme papir, desuden da hun ikke kan finde sine få venner, har hun ingen at havde det sjovt med. * måske skulle jeg arbejde videre med fars gave* Tænker hun mens hun forsat søger.

[Damien Bright]

Damien kom gående igennem de kolde mørke skolegange, her kunne han i det mindste være alene. Pludselig fandt han et hvidt papir, der lå og flød på gulvet. Han samlede det op, og ville se hvad der stod på, men pludselig fik han en fornemmelse af, at det nok var bedst at lade være. Han sukkede, og gik over imod skraldespanden. Da han fik øje på pigen længere nede af gangen. Han gik over imod hende, langsomt. "øhm, undskyld." spurgte han nervøst, han forstod egentligt ikke hvorfor han begyndte at tale til hende, han så ned og fik øje på papiret i hans hænder, "er det dit?" sagde han og rakte papiret frem mod pigen.

[koneko sei]

Koneko ser op, på ham med hendes utrolige blå øjne, hun får øje på papiret og hendes øjne lyser oip " ja....ja det er mit, tak jeg har ledt hele dagen efter det." Hun ser genert på ham, og vipper lidt med sin fod, før hun rækker hurtigt ud efter det, i håb om at han ikke har læst hvad der står på det, det er privat. Hun smiler genert til ham. " mange tak, du har redet mig fra en aftens søgning." Hun rødmer igen, da hun normalt ikke snakker med folk sådan.

[Damien Bright]

Damien kiggede genert ned i jorden, og rødmede en lille smule. Han så op på pigen igen, og kløede sig lidt på hovedet, "det.. det var så lidt" sagde han, og smilede kærligt til pigen. Han blev et lille øjeblik lammet af hendes smukke blå øjne, men rystede så svagt på hovedet og spurgte hende, "hvad hedder du?" han smilede igen, denne gang med lidt mere mod.

[koneko sei]

Koneko smiler genert og holder papiret imod brystet. " KOneko Neko-hime Sei, men folk kalder mig Mus" Hun rødmer da hun siger at hun bliver kaldt mus, hun kan lide det navn, det fortæller lidt om hendes personlighed. Koneko piller lidt ved en af sine meget lange fletninger, og smiler genert til ham igen. * han virker ok, ikke som de storsnuede sports fyre*

[Damien Bright]

"dejligt at møde dig.. mus" sagde Damien, og smilede varmt. Han spekulerede lidt over navnet. hun var vidst ikke herfra. Han smilte, og prøvede at se indeni hende, for at se om hun var ligesom alle de andre, der bare var ude på at såre ham, men han kunne ikke. Han sukkede og så ned i jorden, og så op på pigen igen.

[koneko sei]

Koneko smiler genert til ham, og vipper med fødderne, " såå hvad hedder du" Hun smiler genert til ham, og folder papiret sammen, og putter det nænsomt i lommen, før hun smiler genert op til ham igen, og vipper med sine fødder. Hun rødmer endnu mere, og smiler forsat genert til ham.

[Damien Bright]

Damien smilede, og kiggede ned på pigens fødder. "Damien.." sagde han så stille og kiggede op på pigens kinder, der var helt røde. Han smilede, mere selvsikkert end før, da han kunne se at pigen, også var meget genert. "Damien Bright. hvad med dig?" Han så direkte ind i pigens øjne, hårdt, men varmt og kærligt.

[koneko sei]

Koneko smiler glad til ham genert men alligevel glad. Hun smiler venligt til ham og rødmer igen. " som jeg sagde Koneko neko-hime Sei." Hun vipper lidt genert på hendes ben, og smiler til ham. " så hvor gammel er du." Hun rødmer genert til ham.

[Damien Bright]

Damien smilede tilbage, "jeg er 17" han gik lidt tættere på hende, "hvad med dig?" spurgte han så, og lænede sig op af væggen ved siden af hende. "og hvad står der egentligt på det stykke papir?" Han kunne egentligt godt tænke sig at vide det nu, hvor han havde været så sød at samle det op for hende.